-
Løkke ser tegn på ro i Sydkorea efter foruroligende situation
Источник: BDK Borsnyt / 04 дек 2024 03:11:11 America/New_York
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over, at der ser ud til at falde ro over situationen i Sydkorea Det siger Lars Løkke Rasmussen på vej ind til et møde for Nato-landenes udenrigsministre i Bruxelles. - Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at der ser ud til at falde ro på situationen. Sydkoreas demokratiske institutioner træder i karakter, og det er væsentligt. Det virker betryggende, siger Løkke. Han understreger dog, at ikke er fuld klarhed over situationen endnu. - Der kommer rimeligt et efterspil i Sydkorea med nogle indenrigspolitiske dimensioner, som jeg ikke skal blande mig i. - Det rokker ikke ved, at Sydkorea er et vigtigt land for Danmark og Nato, så vi følger udviklingen, siger Løkke. Han opfordrer til, at de 373 personer på danskerlisten og de danskere i Sydkorea, der ikke har registreret sig på listen, også fortsætte med at holde sig opdateret om situationen. Seks sydkoreanske oppositionspartier har onsdag morgen dansk tid fremsat et beslutningsforslag om at stille landets præsident, Yoon Suk-yeol, for en rigsret. Beslutningsforslaget kommer, efter at politikere på tværs af det politiske spektrum har udtrykt kritik af, at præsident Yoon tirsdag aften erklærede militær undtagelsestilstand. Som følge af undtagelsestilstanden blev det meddelt, at medierne skulle underlægges kontrol, og at politiske aktiviteter blev forbudt. Det lykkedes alligevel politikere at mødes i det sydkoreanske parlament og blokere for undtagelsestilstanden via en afstemning, hvor alle 190 tilstedeværende stemte for. Parlamentet har i alt 300 medlemmer. Ifølge sydkoreansk lov skal præsidenten med det samme ophæve den militære undtagelsestilstand, hvis et flertal i parlamentet kræver det. Men der gik nogle timer, inden der kom en udmelding fra præsidenten. - Jeg var meget foruroliget og bekymret, da jeg hørte om det, der skete i Sydkorea. Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad der var op og ned i det. - Jeg glæder mig over, at der ser ud til at falde ro på nu, siger Lars Løkke Rasmussen. Natos generalsekretær, Mark Rutte, vil også følge situationen tæt. Det siger han på vej ind til det samme Nato-møde, hvor Lars Løkke Rasmussen deltager onsdag. - Vi følger udviklingen. Sydkorea er en del af vores Indopacific-partnerskab. Derfor er vi meget interesserede i, hvordan situationen udvikler sig. Men jeg vil ikke kommentere på den interne situation i Sydkorea, siger Mark Rutte. Natos partnerskab med fire Indopacific-lande - Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand - har fået stadig større betydning i de senere år. Det skyldes, at de fire lande - der ikke er medlemmer af Nato - deler Nato-landenes bekymring for Kina. Og for landets tiltagende militarisering og trusler mod Taiwan. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/loekke-ser-tegn-paa-ro-i-sydkorea-efter-foruroligende-situation